FRI FRAGT over 399 kr (automatisk. Du behøver ingen kode) - Vi håber på din tålmodighed her på vores nye hjemmeside. Hvis noget går galt, så send os en mail: info(at)woolstock.dk

Woolstocks hvem, hvad, hvor

Hvem?

Woolstock er et familieforetagende, og her er familien, som udelukkende består af kvinder:

 

Louise

Louise åbnede ene kvinde Woolstock i juni 2018, efter hun var blevet fyret i en prikkerunde fra sit job som skrivende journalist igennem 10 år hos Aller. Fyringen tvang Louise til at realisere sin livsdrøm – et spring, som havde virket for uoverskueligt og usikkert, mens hun stadig var fastansat.

Woolstock startede som en god ide i Louises hoved, da hun var helt ung: Hun savnede at kunne sætte sig ned med en kop kaffe og tage sig god tid, når hun besøgte garnforretninger.

Hun har altid elsket garnforretninger - alle farverne, alle de forskellige strukturer og alt det, hun kunne forestille sig at lave med garnet. Men lige så inspirerende det var at besøge en garnforretning, lige så frustrerende, syntes hun, det kunne være. Hun havde aldrig tid nok til at beslutte sig for den helt rigtige farve eller se alle mønstrene ordentligt igennem. Når det endelig blev hendes tur i køen, kunne hun gå i panik over at skulle tage beslutningen om farven og kvaliteten, mens andre ventede utålmodigt bag hende.

Louises ide var derfor at servere kaffe og kage i sin fremtidige garnforretning og på den måde sælge den oplevelse, som hun selv ønskede sig - nemlig hygge og tid.

Som iværksætter var Louise helt alene, og den eneste, der troede på ideen, var hendes mor. Men der gik ikke lang tid, før flere af stamgæsterne gik om bag disken og hjalp til, når der var travlt. Desværre havde Louise ikke råd til at ansætte alle de flittige og hjælpsomme damer. Personalet bestod derfor udelukkende af frivillige og Louises mor de første to år.

 

Edith – den evigt unge pensionist

Louises mor Edith lod sig efter 56 år som selvstændig frisør pensionere som 70-årig i december 2018 - et halvt år efter Woolstock åbnede.

Edith hjælper til i Woolstock, og på den måde er strikkecafeen et familieforetagende. Og Edith står aldrig stille. Hun gør rent, har styr på opvask, tøjvask og alt, hvad en oldfrue ville gøre. Men der er intet old over Edith. Hvis du spørger hende om garn og opskrifter, svarer hun, som var hun strikkeekspert. Men pas på! Edith er utrolig overbevisende, imødekommende og villig til at hjælpe. Men det har sin pris. Hun kan både vejlede og mislede, og du kan ikke høre forskel. Farvevalg har hun dog helt styr på. Der findes ingen bedre. Bare se på hende. Edith ligner altid en million og matcher fra top til tå. 

Det var Edith, der lånte sin datter pengene til ideen. Og selvom Woolstock er blevet til udelukkende med brugte møbler og maskiner, har det kostet blod, sved og utallige timers slid, fordi der ikke var penge nok til at ansætte håndværkere. Men så var det heldigt, at de helt rigtige kvinder dukkede op helt af sig selv lidt efter lidt.

Freja - den sejeste handywoman

Freja, som var bare 23 år, da hun påtog sig rollen som Woolstocks handy woman, boede over for cafeen og følte sig kaldet til at hjælpe. Louise og Freja faldt i snak over værktøjet, mens Louise satte den første Woolstock på Præstøgade i stand, og de blev hurtigt veninder på trods af aldersforskellen. Nu er Freja ved at uddanne sig som bygningssnedker, og du kan følge hende på Instagram @elm_snedker. Hun er den sejeste og smukkeste bygningssnedker i verden. Freja strikker en smule, men hun er til gengæld en habil hækler, som gerne lærer fra sig. Og så kan hun alt med værktøj og maskiner. Freja har blandt andet bygget de to garntårne på hjul i Woolstock, ligesom hun har hængt alt op på væggene, sat lamper op og bygget trapper.

Christel - den sydafrikanske engel og vores kaptajn

Kort tid efter Freja dukkede op, fandt Christel vej til Woolstock helt fra Sydafrika. Faktisk kom hun ikke længere væk fra end fra Amager, hvor Christel nu bor med sin danske mand og deres sammenbragte børn. Christel havde i Sydafrika arbejdet med at hjælpe iværksættere og mindre virksomheder med at vokse, og efter en rum tid som stamkunde, tilbød Christel Louise at lave Woolstocks hjemmeside. Bare fordi hun som Freja følte sig kaldet. Men hun må nærmere være blevet sendt - som en engel fra oven. Hun skabte ene kvinde første udgave af Woolstocks hjemmeside og webshop, og reddede dermed Woolstock, da Corona ramte verden. Uden en webshop havde vi aldrig overlevet, fordi Woolstock som nystartet virksomhed ikke var berettiget til hjælpepakkerne. Anden udgave af vores hjemmeside blev til, da systemet bag første udgave gik ned under anden lockdown og Woolstocks flytning fra Præstøgade til Jagtvej. Det var det rene kaos, men atter viste Christel, hvilket mirakuløst stof hun er gjort af. Hun byggede den nye hjemmeside og webshop op på bare 3 uger og reddede endnu engang Woolstock. Christel er vores kaptajn. Hun ved alt om alt det, vi andre ikke aner noget om – altså EDB og elektronik. Hendes stemme er tillidsvækkende med et overbevisende toneleje som en flykaptajn, og hendes lattermilde og rolige væsen bringer os altid sikkert og trygt det helt rigtige sted hen. Hvis noget går galt, ringer vi til Christel. Hun kan løse alle problemer, og så står hun bag alle Woolstocks hæklede opskrifter.

Amrit - den magtsyge og morsomme sønderjyde

Der var bare noget særligt over Amrits ansøgning. Hun var forfatter og havde også  redigeret bøger som freelance redaktør, og Louise så sig selv i den stressramte sønderjyde fra samme branche som den, Louise blev fyret fra. Begge havde de levet af at skrive, og nu ville Louise gerne vise Amrit, at skriveriet kunne erstattes af garn og strik. Det eneste krav, Louise stillede til sin første ansatte var: ”Du skal tale synnejysk. Pyt med om du ved noget om garn”. Siden har Amrit lært sig meget om strik og garn, men Louise har ikke endnu lært sig synnejysk. Det skulle vise sig at være meget svært. Amrit har også opbygget en imponerende fanskare på Woolstocks instagramprofil, hvor vi hver dag uploader stemningsvideoer fra livet i strikkecafeen. For ikke alene er Amrits dialekt noget af det mest charmerende, om man forstår den eller ej, hun er også Woolstocks hus-komiker, og hendes talent for strikkehumor og strikkefejl giver mange gode grin. Latter og strik er den rene medicin for os alle – især under Corona, hvor vi ikke havde meget at grine af. Det kan godt være, at Amrit kan lave sjove fejl, når hun strikker, men hendes skriv er fejlfrie, og sammen har Louise og Amrit fundet en fælles sidehobby i deres tidligere branche: Hver uge skriver de sammen om nyheder fra strikkeverden i Alt for Damerne. Da Louise havde skrevet det, du læser lige nu, syntes Amrit, at der stod alt for lidt hende som en frelsende engel og tillidsvækkende luftkaptajn sendt fra oven. Så hun har selv tilføjet, at det sørme godt nok var noget af et mirakel, at hun kom til Woolstock, sådan en guldklump.

Sophie - den vrede strikker

Amrit har udnævnt sig selv som lageransvarlig og chef for Sophie, som egentlig ikke er ansat, men bare altid dukker op og har fået titlen som knapansvarlig af Louise til stor ærgrelse for Amrit. Amrit er glad for titler, så hun har også udnævnt sig selv som PR-ansvarlig, overtjener, førstedame og alle andre titler, som lugter lidt af magt. Sophie griner bare overlegent, når Amrit forsøger at fratage hende knapansvaret. Sophie er sød til at hjælpe alle kunder med strikketekniske spørgsmål, på trods af at hun hader sin hobby. Vi kalder Sophie for den vrede strikker, fordi hun ikke kan fordrage at strikke vrang eller ærmer, og vi er ikke sikre på, at det strik, hun har med sig, er hendes eget, eller om det er noget, hun har ”lånt” af strikkende veninder. Hendes strik ser desuden ikke ud til at komme nogen vegne, hvorfor vi har hende mistænkt for udelukkende at tage løst af, række efter række. Til gengæld er hun en dygtig og flittig, når det gælder alle andre af hendes i alt 28 hobbyer, hvilket kan opleves på hendes instagramprofil @immer_nett

Bobo og Balder – den spæde start på en kennel

Det bliver nok lidt svært at starte en kennel med to hanhunde, men to er også en slags nok. Først kom Bobo, fordi Louise ikke havde tid til en kæreste, men savnede én at gå ture med. Bobo smittede Amrit, som kort tid efter fandt Balder. Bobo er en cavapoo, mens Balder er en smuk blanding af Cavalier King Charles Spaniel, Cocker Spaniel og Springer Spaniel. De er hinandens bedste venner, og de leger sammen dagen lang i Woolstock blandt gæster og garner.

Og så alle de søde stamkunder

Strømpe-Helle kommer, som manden, der bringer sand til Sahara, med bagværk til os hver og hveranden dag. Hun er Woolstocks mest farverige islæt. Faktisk er hun én stor gang hønsestrik på allerbedste måde. Helle er gift med Ole, men han er alt for stor en mand til sådan et kort navn, så hun kalder ham Olsen. Hun har haft ham fra hvalp, siger hun. Helle er besat af strømpestrik, deraf hendes navn. Hun strikker 100 par strømper om året, og du kan se dem alle på hendes instagramprofil @helle_t

Lyn-Charlotte kommer ikke så ofte i cafeen, men lever sit liv i vores webshop. Vi er vilde med Charlotte, fordi hun bruger alle sine penge hos os. Derfor har hun også fortjent at få en Woolstock-model opkaldt efter sig; Woolstocks Charlotte.

Marie er vores stilsikre stamgæst. Hun strikker på samme måde, som vi forestiller os, hun laver kæbekirurgi; nøjagtigt og pertentligt, og strikker helst kun i kashmir. Hun har smag for de finere ting i livet, dyr vin, dyrt tøj og dyrt garn. Hende elsker vi også. 

Claus og Linda. Første gang Linda kom i cafeen, fortalte hun, at hun kom helt fra Bryggen, og at manden, Claus, havde kørt hende. Hvor er han så nu? Han sidder ude i bilen, svarede Linda, og så blev hun sendt ud for at hente ham. Stakkels Claus. Nu venter Claus ikke længere i bilen, men sidder og læser her, mens Linda strikker. Linda skal altid strikke vores nyeste model, og hun er dejlig nem at begejstre, når det gælder strik og müsliboller.

Mona er vores udsendte i marken. Eller det tror vi. Der kan også være tale om kontraspionage, eftersom hun er blevet ansat hos vores konkurrent. Mona optræder ofte på vores videoer. Hun er indbegrebet af hygge. Hun kommer tit alene, sætter sig ned og strikker, hygger og snakker med alle andre. Som har hun al tid i verden.

Ida er begynderstrikker, men en meget dygtig en af slagsen. Hun har strikket modeller op for os, og hun er en frygtløs strikker, som kaster sig ud i alle former for strik, bare det er det nyeste nye. Vi sætter stor pris på Ida, fordi hun altid ankommer med nye kunder til forretningen - hele familien, svigerfamilien og veninderne.

Dorte kommer først og fremmest for de grønne chokoladers skyld. Hun er hooked på vores slik fra italienske Mucci. Nogle gange camouflerer hun sit misbrug ved at tage en strikkeveninde eller to med under armen. Så køber de chokolade og strikker. Hun skal altid bare lige have en skål mere.

Maria og veninderne. Maria står altid på tærsklen til et sommerhus, og skal lige have garntaskerne fyldt op. I kender godt typen, der fortæller om, hvordan hun kender en, der mangler noget garn? Det er Maria, der mangler garn. Hun er også en af dem, der har været ved at bryde ind af vores dør under corona for at komme ind til garnet.  

Heidi går kun og venter på, at Amrit også bliver til damer og dropper sin alt for pæne mand, Uffe, til fordel for Heidi. Amrit nyder opmærksomheden og vi kan ikke udelukke, at Heidi får særbehandling - watch and learn.

Copenhagen Yarn Lovers. En flok udenlandske strikkenørder, hvoraf nogle, som fx Cody,  ikke kan udfordres nok. Han er en vanvittig dygtig strikker, på trods af sin unge alder og heteroseksuelle tilbøjeligheder. Gruppen mødes flere gange om måneden i Woolstocks lokaler eller udenfor.

Diana og Naima - slyngveninder og nybegyndere. Vi tror, Naima mest kommer for at oplade sin telefon, mens Diana har opdaget, at vi er glade modtagere af hendes hjemmelavede gaver. Hun er noget af det mest gavmilde. Søde er de begge to.

Jetterne. Rigtig mange af vores stamgæster hedder Jette, og dem kan vi  rigtig godt lide. Der er Jette, som kommer med sammenplantning og chokolade, og altid sender manden ud efter garn. Måske er han Jette? Der er Jette, som strikker alle vores modeller i præcis de farver, vi har brugt. Og ligesom Edith ligner hun en million i sin farverige, matchende påklædning. Så er der Jette og Jette og Jette og alle de andre Jetter.

Hvad

Woolstock er en garnforretning med indbygget cafe - en central for hygge og et sted, du kan få en god kop kaffe og et stykke hjemmebagt kage eller bolle omringet af garn, farver og den særlige hygge, som garn og strikkende kvinder som mænd skaber. Du kan selv strikke imens, men det er ikke et krav, at man hverken strikker, hækler eller broderer, når man opholder sig i Woolstock. Til gengæld er det strengt forbudt at have sin bærbare computer med. Skærme er ikke hyggelige.

Hvor

Woolstock startede som en lille hyggelig cafe på hjørnet af Præstøgade og Fiskedamsgade, men efterhånden som strikkefolk fra hele landet opdagede Woolstock, og vi fik mere og mere garn på hylderne, voksede vi ud af de små lokaler. 

Derfor flyttede Woolstock til nye og større lokaler på Jagtvej 183 på hjørnet af Jagtvej og Ved Klosteret i januar 2021. De første to måneder var Woolstock lukket pga. lockdown, men samtidig med lanceringen af vores nye og mere brugervenlige hjemmeside åbnede vi endelig dørene for gæster ultimo marts 2021. Vi glæder os til også atter at kunne tilbyde kaffe og kage ved de små borde på balkonen og i de store vinduer, når restriktionerne tillader det. Til sommer vil man i øvrigt kunne sidde udenfor med udsigt til Fælledparken. Vel mødt!